Det amerikanske præsidentvalg kan påvirke dansk eksport

Præsidentvalget i USA skaber overskrifter her i 2024, og hvis du er en dansk eksportvirksomhed, er det en god idé at følge med. Uanset hvem der vinder valget til november, har det indflydelse på, hvordan du skal gribe din eksport til USA an. En stærk lokal forankring bliver endnu mere afgørende, fortæller Mads Dalgaard Madsen, Senior Advisor, US Affairs, Terma.

Udgivet juni 2024

Mads Dalgaard Madsen, som er Senior Advisor, US Affairs, hos Terma, følger valgkampen i USA tæt, og den viden delte han med medlemmerne af Danish Export under den årlige generalforsamling. Vi kigger ind i et valg med to upopulære kandidater og forskellige scenarier for, hvad valgresultatet kommer til at betyde. Men uanset hvem der vinder, vil det påvirke dansk eksport til USA.

De to mest upopulære kandidater nogensinde

I det forestående præsidentvalg ser vi en kamp mellem to af de ældste og mest upopulære kandidater i amerikansk historie; Joe Biden som er 81 år og Donald Trump, som er 77 år. Valget står tæt, og det er endnu for tidligt at konkludere, hvem der har overtaget, fortæller Mads Dalgaard Madsen.

"Meningsmålingerne skifter konstant, og vi ser lige nu en lille fordel til Donald Trump. Det skal dog understreges, at meget kan ændre sig inden valgdagen."

Der er fire mulige scenarier efter valget

Hvis du er en dansk eksportvirksomhed, er det ifølge Mads Dalgaard Madsen vigtigt, at du følger valget tæt, for resultatet kan få indflydelse på, hvordan du skal gribe din eksport til USA an.

Mads Dalgaard Madsen opstiller fire centrale scenarier for, hvordan valget kan udfolde sig:

  • Biden 1 Replay: Joe Biden vinder og fortsætter sin nuværende politik, herunder den vigtige Inflation Reduction Act, som er gunstig for grøn eksport.
  • Biden 2: Joe Biden vinder, men træder tilbage tidligt i perioden, og Kamala Harris overtager. Politikken fortsætter nogenlunde uændret, men med visse tumultagtige overgangsperioder.
  • Trump 1 Replay: Donald Trump vinder, og vi ser en gentagelse af hans første periode, hvor politikken forbliver forholdsvis stabil, men retorikken kan være turbulent.
  • Trump 2: Et nyt Trump-administrationsscenarie med radikale ændringer, herunder en potentielt udvidet handelskrig og betydelige importtariffer, hvilket kan påvirke dansk eksport negativt.
En stærkere lokal tilstedeværelse er afgørende

Uanset hvem der vinder valget, vil der være betydelige konsekvenser for danske eksportvirksomheder, fortæller Mads Dalgaard Madsen.  

Den øgede polarisering i USA betyder, at danske virksomheder skal være mere opmærksomme på lokale forhold og politikker.

”Øget lokal tilstedeværelse og en dybere forståelse af amerikansk politik vil være nøglen til succes på det amerikanske marked, uanset valgresultatet”, siger Mads Dalgaard Madsen.

Rivaliseringen med Kina vil også fortsætte, uanset om det bliver Joe Biden eller Donald Trump ved roret. Og det kan ifølge Mads Dalgaard Madsen medføre højere krav til virksomheder med aktiviteter i både USA og Kina.

”Den overordnede trend i USA – uanset præsident – vil sandsynligvis fokusere på at tiltrække arbejdspladser til landet og håndtere rivaliseringen med Kina, hvilket danske virksomheder skal tage højde for i deres eksportstrategier.”

Grøn politik eller handelsbarrierer

Joe Bidens fokus på grøn omstilling gennem Inflation Reduction Act er gavnligt for danske virksomheder inden for grøn teknologi og bæredygtighed. Så hvis Donald Trump vinder valget, kan det have betydning for eksporten til USA, forklarer Mads Dalgaard Madsen. "En Trump-sejr kan betyde skærpede handelsbarrierer, som kræver nye strategier for eksport." 

Se oplægget med Mads Dalgaard Madsen fra Generalforsamlingen 2024 i Danish Export Association